_ Bogen om Kropsbevidsthed

Et uddrag kun til dig, som er på mit nyhedsbrev :-)

 

Kropsbevidsthed og følelser

(del II, kap 4 .)

Indledning

Hvad er følelser egentlig? Når man spørger mennesker om det – noget jeg ret ofte har gjort – får man tit svaret: Følelser er egentlig kemi. Det er selvfølgelig ikke decideret forkert at sige, at  der er kemikalier involveret, når vi føler  noget, men det er heller ikke helt rigtigt bare at koge følelser ned til kemi. Set ude fra og i et objektivt perspektiv er der mange måder at tale om en følelse på. Vi kan beskrive en følelse som noget kemisk/fysiologisk, som en udledning af nogle hormonstoffer, der skaber en reaktion i kroppen. Vi kan beskrive en følelse kulturelt eller antropologisk som en mekanisme, der fx hjælper til at holde flokken sammen eller som gør, at forældre bliver ved med at tage sig af deres børn, selvom de smider med maden og græder om natten.

Set inde fra er en følelse en oplevelse. Det er meget banalt i virkeligheden: En følelse føles på en måde. Måske er det  faktisk så banalt, at vi tit helt overser det. I stedet for at mærke, hvad en følelse er, går vi ofte lynhurtigt videre til at tale om og sætte ord på følelserne. Vi taler med vores venner eller med en psykolog om, hvordan vi har det. Og vi har gerne en oplevelse af, at det hjælper at tale med nogen. Det hjælper os til at forstå os selv bedre, og det hjælper os at dele det med nogen, hvis vi fx har svære følelser. Anerkendelse – det at andre ser én som det, man selv oplever , at man er – er selvfølgelig en utrolig vigtig ting i et menneskes liv. Men jeg tror alligevel,  at vi skal være varsomme med at tro, at det at tale om følelser er det samme som at tage dem alvorligt og anerkende dem.

Jeg har en bekendt, som på et tidspunkt led af stress og angst med medfølgende søvnproblemer, hjertebanken og indre uro. En dag noget tid efter hun ellers var kommet på højkant igen, lå hun om aftenen i sin seng og mærkede pludselig på ny hjertebanken og uro. Hendes første tanke var selvfølgelig ”Åh, nej! Min stress er kommet tilbage.” Hun sov ikke det meste af natten, fordi hun lå og grublede over, hvordan hun nu skulle håndtere arbejde osv., hvis hun igen skulle sygemeldes. Næste morgen så hun tilfældigvis i affaldsspanden og opdagede, at hun aftenen før havde taget fejl at kaffekapslerne: I stedt for sin sædvanlige koffeinfri aftenkaffe, havde hun drukket en meget stærk kop espresso lige inden sengetid – med uro og hjertebanken til følge. Hun grinede lidt af hele den historie, hun havde fået fortalt sig selv i løbet af natten, og hun så i øvrigt ikke mere til sine stresssymptomer i den omgang.

Lige som min veninde blev optaget af det, hun mærkede, er vi alle sammen forståeligt nok optagede af vores indre oplevelser og følelser. Men vi er også i høj grad optagede af de historier, vi fortæller om vore følelser, og af hvilke følelser vi selv mener, vi burde, eller ikke burde have. Ofte kan vi faktisk blive så optagede af den fortælling, vi får skabt, at vi helt glemmer den sansning eller fornemmelse, som fortællingen oprindeligt opstod ud af. Og vi må spørge os selv, hvad sammenhængen er. Hvad er sammenhængen imellem det at føle noget – mærke  at hjertet banker hurtigere  for eksempel – og så slutte til, at der er tale om en følelse af stress, forelskelse eller noget helt tredje?

I kapitlet her vil jeg forsøge at skrælle nogle lag  af vores historier om de indre sansninger og komme lidt nærmere kernen af, hvad følelser er for noget, og hvordan vi igennem kroppen kan komme tættere på at anerkende og til en vis grad også mestre dem.


Følelser føles på en måde

Som kropsterapeut oplever jeg hos rigtig mange af mine klienter en meget direkte sammenhæng imellem kroppen og det, vi kunne kalde følelsesmæssige udbrud. Et tryk på maven kan måske udløse en voldsom gråd, et tryk på benet kan udløse noget, der ligner en vredesreaktion. Hvis du nogensinde selv har fået en kropsbehandling, kender du det måske. Det sker også for mange mennesker, som dyrker fx yoga, at de oplever, at forskellige stillinger ”kalder på” eller vækker forskellige følelser.

Det er egentlig ikke specielt mystisk, når man tænker over det. For en del år siden forstuvede jeg min venstre ankel ret voldsomt. Den har det fint igen, men jeg er stadig lidt forsigtig med den. Og når jeg fx laver yogastillinger, hvor den bliver lidt presset, eller hvis en anden behandler har fat i den, bliver jeg altid lidt utryg eller nervøs. Det virker logisk nok, at kroppen på den måde gemmer på en masse gamle ”traumer”, som vi kan vække igennem forskellige bevægelser, massage og lignende.

I klinikken oplever jeg tit, at når en ny klient får sådan et tilsyneladende umotiveret følelsesudbrud, fordi jeg måske trykker ham eller hende på maven, så har vedkommende enormt meget behov for at forklare, hvad der sker. Begynder klienten for eksempel at græde, kommer der hurtigt en historie om, hvad årsagen er: ”Jeg har også lige mistet mit job” eller ”Min kæreste er lige gået fra mig.”

Jeg er som regel ikke i tvivl om, at klienten faktisk er ked af, at kæresten er skredet, eller hvad nu historien kan være, men jeg kan alligevel godt være i tvivl om, hvorvidt det følelsesudbrud, som han eller hun lige har oplevet i behandlingen, egentlig har noget at gøre med historien om kæresten eller jobbet. Jeg tror ofte, at det handler mere om en slags efterrationalisering, end det handler om en egentlig forklaring.

Når jeg oplever den slags, bruger jeg ofte følgende billede: Hvis jeg nu kilder dig – og du er kilden – så begynder du at grine. Og du begynder ikke midt  i det hele at lede efter, hvad det er, der er sjovt. Du begynder ikke at tænke ”Jeg griner, så der må jo være et eller andet, der er skægt … nå, jo… det må være den der film, jeg så i går aftes, som jeg griner af.” For alle ved, at når man kilder nogen, så begynder de at grine, hvis de er kildne.

Jeg tror, at det er på samme måde med mange andre slags følelsesmæssige udbrud. Når man gør noget bestemt ved kroppen – noget som vi ikke lige har et ord for, men som er i familie med ”at kilde” – så begynder man at græde. Når man gør noget andet, så kommer den indre boblen, vi ofte kalder for vrede, frem osv. Men fordi vi ikke er så bekendte med den indre, direkte sammenhæng imellem tryk og ud-tryk, begynder vi med det samme at lede efter en psykologisk forklaring eller en historie, når vi mærker en indre følelse eller fornemmelse. Det er lidt ligesom hvis man vågner efter et mareridt, som man ikke kan huske. Kroppen kan være i alarmberedskab, og derfor er det meget naturligt, at hjernen begynder at kigge sig om efter, hvad det mon er, der er farligt. Men det farlige er allerede væk – det var bare en historie i en drøm. Og det eneste, der er tilbage er en fornemmelse i kroppen.


Følelser - Den indre sansning og vores fortælling om den

Da jeg forstuvede min ankel, var der ikke det store behov for at fortælle en særlig historie om det. Jeg faldt på en løbetur, og det var ligesom det. Der er andre kropslige traumer, som i højere grad inviterer til historiefortælling. Hvis jeg fx oplever gentagende overgreb. Hvis mine forældre slår mig, eller hvis jeg føler mig mobbet på min arbejdsplads, sætter det sig  med stor sandsynlighed i mit system som et spændingsmønster af en slags. Måske begynder jeg at trække skuldrene op om ørene, når jeg er på job, eller jeg spænder i maven, når jeg kommer hjem fra skole. Og det er meget sandsynligst, at det også afføder en historie: Jeg begynder måske at se mig selv som ikke-elskværdig. Eller Jeg bliver måske bange for, at de også vil mobbe mig på mit nye arbejde, fordi jeg er ”sådan én, som man mobber”.  Og hver gang jeg som voksen går forbi mine forældres hjem eller forbi det sted, hvor jeg arbejdede, får jeg pludselig ondt i maven og trækker ubevidst skuldrene lidt højere op om ørene. Ligesom Pavlovs hunde begyndte at savle, hver gang han ringede med madklokken, har jeg fået skabt nogle betingede reaktioner i mit eget indre imellem spændinger i maven og historien om mine forældre. Ved at koble en sansning i kroppen med en fortælling eller historie, har jeg fået skabt et indre tanke/sanse-kompleks, som vi kunne kalde en følelse.

Det er en grov forsimpling. Gid det var så nemt, at hele strukturen af mit humør var bundet op på 2-3 oplevelser fra min barndom og en klar fornemmelse af en spænding i maven. Sådan er det selvfølgelig ikke. Følelser er nogle meget komplekse tanke/sanse strukturer, og ligesom nogle mennesker er mere eller mindre kildne, kildne nogen bestemte steder eller slet ikke kildne, omgås forskellige mennesker deres følelser på forskellige måder. Vi har tankemæssigt forskellige fortællinger om forskellige følelser, og også kropsligt sætter følelserne sig forskelligt: Hos nogen sætter vreden sig som en spænding i kæben, hos andre sætter den sig i benene og giver én lyst til bare at give én eller anden et los bagi.

Det sagt, så er det alligevel min oplevelse, at der er gennemgående strukturer på spil i forhold til hvor i kroppen vi placerer følelses-spændinger. Jeg skal ikke gå dybere ind i de tanker her. Den traditionelle, kinesiske medicin har efter min mening nogle ret solide bud på, hvordan organer, muskler og følelser mere præcist er koblet sammen. Og det er et godt sted at starte, hvis du ønsker at dykke dybere ned i teorien. (Du kan evt. kigge efter Kristoffer Glavinds bog, ”Kropslig Intelligens” – han giver nogen interessante bud på den sammenhæng – der er en reference til den i litteraturlisten sidst  i bogen her). Men i første omgang kan det være interessant bare, uden for meget teoretisk bagage, at kigge lidt på, hvordan en følelse overhovedet føles, hvis vi prøver at sætte parentes om  historierne  et øjeblik.  Det er det, som den følgende øvelse handler om:


[TEKSTBOKS : ØVELSE: ”How do you feel?”]

How do you feel? Egentlig betyder det jo ”hvordan føler du?” Og der er det, som øvelsen her går ud på at mærke. Det handler altså ikke om hvad du føler, men hvordan du føler det.

Vi har det hele tiden på en måde, og ganske hurtigt slutter vi, ud fra hvad vi mærker, til hvordan vi har det: ”Jeg er glad” eller ”jeg er ked af det” osv.  Men hvordan ved du egentlig, hvordan du har det? Hvordan ved du det lige nu?

Med mindre man er akut ramt af tandlægeskræk eller er på vej på en spændende date med sommerfugle i maven, er det ikke sikkert, det er så tydeligt, hvad der er på spil i kroppen. Hvis man har det jævnt okay, er det ikke sikkert, det mærkes på nogen særlig tydelig måde.

Derfor kan det være interessant at lave øvelsen her både når du bare sidder hjemme i stuen og læser en bog (som måske nu). Og – hvis du husker det og har overskud til det – når du næste gang ligger på ryggen i tandlægestolen eller noget lignende.

Prøv det gerne nu: Sæt dig til rette, luk øjnene og mærk efter: Hvad føler jeg i kroppen nu, som giver mig grund til at sige ”jeg har det sådan-og-sådan”? Du kan bruge nogen få minutter på øvelsen inden du læser videre.

[TEKSTBOKS SLUT]


Hvordan beskriver man en følelse? 

Selvom vi ofte er hurtige til at registrere, hvordan vi har det – om vi er glade, triste eller midt imellem – kan det være ret diffust, når vi skal til at beskrive selve oplevelsen.  Hvis det var svært at registrere og beskrive i øvelsen ovenfor, så prøv næste gang du laver øvelsen at gå kroppen igennem del for del.  Lægge fx mærke til, hvordan dit hjerte slår og hvordan du trækker vejret. Prøv at registrere, hvor i kroppen opmærksomheden trækkes hen. Hvor kroppen føles levende, og hvor  den er mere ”død”. Hvor der er summen, uro, snurren, prikken, varmt, koldt osv. 

Det er svært at beskrive, ”hvordan vi føler”, blandt andet  fordi vi simpelthen ikke har lært et sprog til det. Siden dengang vi lærte at tale, har vi talt om, vores følelser, men ikke om, hvordan vi faktisk registrerer dem. Det sprog skal læres og udvikles. Og jo mere nuanceret det bliver – og jo mere nuanceret den indre sansning bliver – jo bedre kan vi finde frihed i forhold til ikke bare at lade os trække rundt i manegen efter de indre stemningers forgodtbefindende. I stedet for med det samme at lade sig rive med af glæde eller vrede, kan vi stå og smage lidt på det. Og på den måde både få større overskud i forhold til følelserne og også opleve dybere og finere nuancer af de forskellige indre stemninger.    




Om at adskille historien og sansningen

En måde at få mere klarhed i forhold til følelser på, er ved at arbejde med dem, som vi har gjort ovenfor, og få styr på, hvad den konkrete sansning i forbindelse med en følelse egentlig er. En anden måde er ved at opdage, at sansning og historie ikke betinger hinanden i det omfang, vi måske tror. Tænk igen på Pavlovs hunde: De har nu en gang lært, at når klokken ringer, så kommer der mad, og derfor savler de. Men det kan jo aflæres igen. De kan lære, ikke at være betingede til at savle, hver gang den skide klokke ringer.

Det handler den følgende øvelse om.

I øvelsen her skal du genkalde dig en historie, som vækker en svær følelse. Hvis du har tandlægeskræk, eller hvis du har et menneske i dit liv, som du har et kompliceret forhold til – så kan du bruge det som materiale. Det kan selvfølgelig også være noget, du har oplevet i dit liv, som du kan få en følelsesmæssig reaktion af at tænke på – en tid i dit liv, som var svær eller en specifik episode, som har efterladt en stemning i dig.  Jeg er sikker på, at du kan finde på noget. Vi har alle sammen et eller andet. Start med at vælge noget, som er på én gang vedkommende, men samtidig overkommeligt for dig at være med. Hvis du laver øvelsen flere gange, kan du selvfølgelig højne indsatsen og tage gradvist sværere temaer eller emner op, men det er godt at starte med noget, som ikke er sværere, end vi kan lege lidt med det. 



[TEKSTBOKS: ØVELSE: ”How do you feel?” En svær følelse]

Selve øvelsen falder i to afsnit. For det første: Bliv opmærksom på, hvad den historie, du har valgt at genkalde vækker i dig. Hvor i kroppen mærker du noget? Det er præcis som i øvelsen ovenfor, og jo mere skarp, du kan blive på den første del her, jo mere er der at arbejde med i del to, så det er værd at bruge lidt tid på.

Herefter skal du til at trække vejret med oplevelsen. Det betyder helt konkret følgende: Uden at du mentalt søger væk fra historien, begynder du at give slip i de spændinger og hold, som den vækker i dig.  Det kan du gøre ved at bruge forskellige øvelser fra kapitlet om kropsbevidsthedsøvelser. Det lette suk – en af øvelserne fra åndedrætsafsnittet – er et godt sted at starte:  Hver gang du ånder ud med det lette suk, giver du slip på den spænding, som historien skaber i dig. Men det kan også være, at du skal gå videre med noget mere bevægelse. Det kommer an på, hvad du sanser: Hvis du oplever, at historien skaber en spænding i lænden, så begynd at bevæge lænden. Hvis det sidder i maven, så bevæg maven – fx med hjælp fra Bølgeåndedrættet (en af øvelserne fra sidste kapitel). Der er ingen regler andet end: Mærk efter, bevæge dig, men forsøg ikke at skubbe historien eller det mentale billede væk. Du kan bruge 3-5 minutter på øvelsen. Eller længere tid, hvis det falder dig naturligt

[TEKSTBOKS SLUT]


Efter at du har lavet øvelsen, er det sandsynligt, at bindingen imellem tanken/historien og sansningen i kroppen vil være mindre stram. Hvis du har arbejdet med fx en mild tandlægeskræk, er det sandsynligt, at du nu kan tænke på tandlægen uden maven spænder helt så hårdt op.  Det er klart, at det kræver øvelse at arbejde med krops/tanke komplekset på denne her måde, men endnu vigtigere, så kræver det en tro på, at det virker. Og hvis du starter et sted, som ikke er alt for uoverkommeligt, så er det altså ikke så svært at basere den tro på en faktisk oplevelse. Det er ikke så svært at ændre en lille ting – en lille binding – med denne her øvelse, og når først en lille ting har ændret sig, kan det være med til at give troen på, at også de store og svære følelser kan lirkes med.


De positive og de negative følelser

Så hvor er de positive følelser henne i dette her, kunne man spørge sig selv om. Hvorfor skal det hele handle om vrede, sorg osv.? Er der ikke også rester af positive følelser i systemet og kroppen, ligesom der er rester af negative?

Svaret er selvfølgelig jo. Heldigvis er vi også på sigt påvirket at det, man kunne kalde positive følelser. Min evne til at være glad, sjov, venlig, lattermild osv. ligger indlejret i min krop og i mine historier om mig selv, ligesom min evne til at være vred eller ked af det gør. Men for mig at se handler det grundlæggende ikke så meget om, om en følelse i sig selv er positiv eller negativ. Det handler mere om, om jeg har oplevelsen af, at den står i vejen for mig. Hvis jeg oplever, at min nervøsitet står i vejen for, at jeg kan stå frem, som jeg gerne vil, til en jobsamtale, så er nervøsiteten i den kontekst noget, jeg har brug for at lære at håndtere. I andre sammenhænge kan det måske være fint nok at være nervøs – for det er også en måde at mærke livet på. Og det er den målestok, som er relevant. Det er det, som afgør, om jeg har brug for at arbejde med en følelse; hvis den arbejder imod mig og besværliggør mit livsprojekt i stort eller småt, så er den værd at tage op. Hvis den skubber mig i den rigtige retning, så er det bare med at lade den blive ved med det.

Udfordringen ved såkaldte positive følelser, altså følelser, som vi gerne vil have, kan være, at de skaber en afhængighed i os. Og hvis det sker, kan det være en idé også at tage dem under luppen, ligesom vi kan gør med de problematiske eller negative følelser.  


At mestre sine følelser

At mestre sine følelser handler ikke om kun at have positive følelser. Og det handler heller ikke om at være uden følelser.  At mestre sine følelser handler om at være fri til at have alle mulige slags følelser. For alle følelser har deres plads. Nogen gange skal man være ked af det, nogen gange lykkelig, nogen gange nervøs osv. Og hvis mit indre er blødt som modellervoks, kan jeg veksle fra det ene til det andet uproblematisk. Men udfordringen er jo selvfølgelig, at voksen størkner til strukturer. Og at vi med tiden bliver fanget i grundstemninger som hæmmer den følelsesmæssige bevægefrihed. 

Øvelserne ovenfor kan hjælpe dig til at holde dig følelsesmæssigt smidig. Det løser selvfølgelig ikke alting. Der kan være livsomstændigheder, som gør at man igen og igen ender med næsten ubærlige følelser, og i den slags situationer, er det ikke sikkert, at der er overskud til at træne og opøve følelsesmæssig smidighed. Og måske er det heller ikke det, som er den rigtige løsning – i stedet er man måske nødt til at gøre noget ved den situation eller det miljø, som påvirker én. 

Følelser om følelser

Der er en væsentlig del af det at have følelser, som vi slet ikke har været omkring endnu, så lad os afslutningsvist tage det med også: Det er alle de følelser, vi har om vores egne følelser.

Jeg sendte engang en gruppe mennesker med depression hjem fra en workshop med den opgave, at de til næste gang skulle beskrive, hvad der skete, når de fik det rigtig dårligt. Som om de skulle lære os andre, at få det lige så skidt, som de selv fik det. For det kræver på en måde noget teknik at få det skidt. Nogen benyttede sig af alkohol, nogen isolerede sig eller lå ubevægelige på sofaen og så en masse TV.  Men endnu vigtigere, så var stort set alle kursisterne flove over- og kede af, at de havde det skidt. Sådan er det med mange af vores følelser – også for de af os som er så heldige ikke at have en depression, men bare har et ganske almindeligt følelsesliv. Vi vurderer og dømmer de følelser vi har, og vi har følelser om følelser.  Min veninde med den stærke kaffe fra tidligere blev fx bange for sin nervøsitet. Og på samme måde kan man blive vred over sin tristhed, ked af sin skyld osv. 

For mine kursister på workshoppen var det forbundet med en stor lettelse, at de faktisk nu fik lov til at gå hjem og bare observere, at de havde det skidt. Ja, de skulle jo nærmest have det skidt, for at kunne lave lektier til næste gang.

Det grinede vi en del af, da vi mødtes igen, men det var jo ikke bare ren sjov. For det illustrerer meget godt, at det faktisk er svært at finde rum til at registrere sine følelser på en måde, hvor man ikke samtidig dømmer dem.  Men jeg tror grundlæggende, at det er det, der skal til. Hvis vi tør have de følelser, vi har, behøver vi ingen teknikker eller bøger, som fortæller os, hvad vi skal gøre. Men måske har vi brug for et par teknikker for at nærme os det sted. De bedste jeg kender, er dem jeg har delt med dig i kapitlet her. 

Tak for, at du ville læse mit kapitel. Jeg giver besked, når bogen kommer ud.

Hvis du har ris eller ros, så hører jeg gerne fra dig. Du kan skrive til mig her